BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om du er nyuddannet eller erfaren sygeplejerske, er ikke så vigtigt. Men vigtigt er det derimod, at du ligesom os er vild med den psykiatriske patientgruppe.
Vores afsnit hedder 19.0 og er beliggende i Gentofte som en del af PC København. Vi er en tværfaglig personalegruppe bestående af både mænd og kvinder, hvor vores fagproffesioner spænder mellem sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeut, ergoterapeut, recoverymentor, lægesekretær, socialrådgiver, serviceassistenter, overlæge og oversygeplejerske, og nu vil vi meget gerne udvide teamet med endnu en dygtig og engageret sygeplejerske.
Vi har et velfungerende afsnit og er gode til at tage imod nye kollegaer, og vi vil glæde os meget til at tage imod dig!
Velkommen indenfor hos afsnit 19.0
Afsnittet har plads til 16 indlagte patienter samt en patientstyret indlæggelse. Vores patienter er 18 år og op og deres diagnoser kan være bl.a. depressioner, bipolar lidelse, psykotiske lidelser og angsttilstande. Indlæggelsestiden varierer, men den giver os som oftest tid og mulighed for at danne relationer og sørge for, at patienterne får en helhedsorienteret sygepleje under deres indlæggelse hos os.
Som sygeplejerske på afsnittet vil du blive primær kontaktperson for 2 - 3 patienter, hvor du har det overordnede ansvar for deres behandlingsforløb og er tovholder på deres indlæggelse sammen med overlægen. Derudover vil du være sekundær kontaktperson for et antal patienter.
Dine arbejdsopgaver vil derudover bl.a. også bestå i:
- At være medicinansvarlig på afsnittet
- At være ansvarshavende sygeplejerske i oversygeplejerskens fravær
- At have støttende og terapeutiske samtaler med de patienter du er kontaktperson for
- Koordinering og samarbejde med b.la. ambulante tilbud, kommunale instanser og somatikken
- Varetage funktionen som vejleder for sygeplejestuderende i den kliniske vejleders fravær
- Dokumentation af observationer, aftaler og planer i sundhedsplatformen.
Vi vægter miljøterapeutiske tiltag højt og med jævne mellemrum arrangeres der bl.a. biografture, grillaftener og havedage på afsnittet, som udover at være hyggelige også virker som social færdighedstræning.
Vores tilknyttede fysio- og ergoterapeut iværksætter også forskellige aktiviteter sammen med patienterne, herunder kan nævnes kropsgruppe, kreativt værksted, aktiviteter i vores sal samt individuelle træningsforløb.
Vi har øje for, at vi hele tiden skal forbedre og udvikle os. Derfor har vi ugentligt et tavlemøde, hvor alle kan komme med deres forslag til eventuelle forbedringer. Dette er med til at gøre det til en endnu bedre arbejdsplads for os alle sammen.
Vores forventninger til dig
Du er uddannet sygeplejerske, og du har lyst til at arbejde med patienter med psykiatriske diagnoser. Derudover er du god til at kommunikere både i skrift og tale og med din konstruktive og positive facon bidrager du til det gode arbejdsmiljø, som allerede eksisterer i afsnittet.
Du kan både arbejde selvstændigt og som en del af et team, og du vægter højt at give vores patienter sygepleje af høj faglig kvalitet. Du bruger dig selv meget i løbet af din arbejdsdag, så det er derfor vigtigt, at du også besidder kvaliteter som empati, hjælpsomhed, selvstændighed og ansvarlighed.
Hvad kan vi bl.a. tilbyde:
- En personalegruppe som er blandet i alder og erfaringsniveau, hvilket vi ser som en styrke, da vi lærer af og lytter til hinanden, om man har været her i ½ år eller 10 år.
- En grundig introduktion til afsnittet med mentorordning, og er du ny i det psykiatriske speciale vil du f.eks. også kunne komme på ”Godt på vej i psykiatrien”, hvor du tilegner dig redskaber i specialet samt kan skabe netværk på tværs af de psykiatriske centre.
- Uddannelse i kognitiv adfærdsterapi.
- En vagtplan med indflydelse på, hvordan du ønsker at arbejde.
- Meget sparsomt med nattevagter da vi har faste nattevagter ansat på afsnittet.
Eller har du yderligere spørgsmål til stillingen, så tøv ikke med at tage kontakt til chefsygeplejerske Kristina Schwartz på 23 65 39 01 og få en uddybende og uforpligtende snak. Vi giver også meget gerne en kop kaffe og en rundvisning, så du kan se afsnittet og mærke stemningen før du søger stillingen.
Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en stilling i blandede vagter og med weekendvagt hver 2. eller hver 3. weekend. Har du et ønske om primært at arbejde i dagvagt er dette også en mulighed.
Vi ser gerne, at du kan starte den 1. oktober 2023 eller efter aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Søg stillingen via link på siden senest den 6. august 2023.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Mange hilsner teamet på afsnit 19.0
Fremtidens Psykiatri på Bispebjerg
Psykiatrisk Center København står over for en kompleks og spændende forandring. I de kommende år samler vi centret fysisk og organisatorisk i et funktionelt, lyst og imødekommende nybyggeri på Bispebjerg, som er designet ud fra den nyeste viden om helende arkitektur- Ny Psykiatri Bispebjerg.
Indflytningen foregår i faser. I 2022 flyttede afsnit ind fra Bispebjerg og Rigshospitalet som betyder, at den psykiatriske akutmodtagelse, to akutte modtagerafsnit samt to intensive afsnit nu er samlet i Ny Psykiatri Bispebjerg. I 2025 flytter yderligere afsnit ind fra Gentofte-matriklen og Frederiksberg-matrikel.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rudersdal Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Psykiatrisk Center København, Edel Sauntes Allé 10, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=250688&DepartmentId=14376&MediaId=4952&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5878497